Spildevand på din ejendom

Bliv klogere på, hvad du som boligejer kan gøre for at håndtere spildevandet korrekt og ansvarligt.

 

Mange dagligdags aktiviteter på din ejendom kan have større betydning for miljøet, end man umiddelbart tror. Når du vasker bilen i indkørslen, bruger udebruseren, eller nyder et varmt bad i vildmarksbadet, kan det spildevand, der opstår, indeholde kemikalier, olie, sæber og andre stoffer, som ikke hører hjemme i naturen – eller i regnvandskloakken.

Bliv klogere på, hvad du som boligejer kan gøre for at håndtere spildevandet korrekt og ansvarligt.

Ved at tage små, men vigtige skridt, kan du være med til at beskytte vores vandmiljø og sikre, at spildevandet fra din ejendom bliver håndteret korrekt.

Herning Kommune opfordrer til at bruge en vaskehal, når bilen skal vaskes. Eller at man så vidt muligt, sørger for at vandet bliver på egen grund. Vi opfordrer desuden til ikke at anvende højtryksrensere, men at man kun skyller bilen.

Det beskidte vaskevand, der løber i regnvandsristen i separatkloakerede områder, bliver ikke renset. I stedet bliver det ledt direkte ud i vandløb og søer, hvor det kan få konsekvenser for de fisk, dyr og insekter, der lever i vandet. Derfor er det vigtigt, at der ikke kommer andet end regnvand i de riste, som findes på veje og pladser i dit lokalområde.

Når du vasker bilen i en vaskehal, løber det beskidte vand gennem et renseanlæg, der renser vandet, så det kan genbruges. Derudover er vaskehaller og de vaskemidler, der bruges der, underlagt miljøkontrol.

Der er nogle steder i kommunen malet en blå fisk ved ristene. Fisken skal minde dig om, at alt, hvad du hælder i risten, ender i vores fælles vandmiljø.

Projekt Blå fisk

Vand fra et udekøkken betragtes som spildevand, hvis det har været brugt til madlavning, opvask eller rengøring – altså hvis det indeholder madrester, fedt, sæbe eller andre stoffer.

Hvis din ejendom er tilsluttet offentlig kloak, skal spildevandet fra udekøkkenet som udgangspunkt ledes til kloaksystemet – præcis som vand fra køkkenet inde i huset.

Det er ikke tilladt at lede spildevand fra udekøkkenet direkte ud i haven, til regnvandskloak, dræn, grøft eller natur – da det kan forurene jord og grundvand.

Hvis du ønsker at håndtere spildevandet på anden vis (f.eks. via nedsivning eller opsamling), kræver det tilladelse fra Herning Kommune. Kommunen vurderer, om løsningen er miljømæssigt forsvarlig.

Når du bruger en udebruser, bliver vandet til spildevand, hvis det indeholder sæbe, shampoo, solcreme eller snavs fra kroppen. Det betyder, at det ikke må ledes direkte ud i haven, til regnvandskloak eller til naturen.

Spildevandet fra udebruseren skal som udgangspunkt ledes til den almindelige spildevandskloak. Det er ikke tilladt at lede det til regnvandskloakken, da det kan forurene søer, åer og grundvand.

Du skal søge tilladelse hos Herning Kommune, hvis du ønsker at nedsive eller opsamle spildevandet fra udebruseren. Kommunen vurderer, om løsningen er miljømæssigt forsvarlig og i overensstemmelse med lokal spildevandsplan.

Et vildmarksbad er en skøn måde at slappe af på – men når vandet skal tømmes, bliver det til spildevand, og det skal håndteres med omtanke.

Når du tømmer et vildmarksbad, indeholder vandet ofte rester af sæbe, kropsolier, solcreme og snavs. Hvis du bruger kemikalier som klor eller andre rensemidler, er det endnu vigtigere at være opmærksom. Det betyder, at vandet ikke må ledes direkte ud i haven, til regnvandskloakken eller ud i naturen. Det kan nemlig skade både jord, grundvand og nærliggende vandløb.

Hvis din ejendom er tilsluttet offentlig kloak, skal vandet fra vildmarksbadet ledes til spildevands-kloakken – ikke til regnvandssystemet. Det kan kræve, at du får lavet en afløbsforbindelse eller bruger en pumpe, så vandet kommer det rigtige sted hen.

Hvis du bor et sted uden kloaktilslutning, må du ikke bare tømme badet ud i haven. I stedet skal du enten opsamle vandet i en tank og få det bortskaffet korrekt, eller søge tilladelse hos kommunen til en anden løsning, som for eksempel nedsivning. Kommunen vurderer, om det er miljømæssigt
forsvarligt.

Vil du gøre det ekstra miljøvenligt, kan du vælge at bruge biologisk nedbrydelige produkter uden parfume og kemikalier. 

Et afløb i garagen kan virke praktisk, men det er vigtigt at vide, at det vand, der løber herfra, betragtes som spildevand – og det skal håndteres korrekt.

Når du bruger garagen til for eksempel bilvask, reparationer eller opbevaring af kemikalier, kan vandet fra afløbet indeholde olie, brændstofrester, rengøringsmidler eller andre miljøfarlige stoffer. Det betyder, at spildevandet fra garagen ikke må ledes direkte til regnvandskloak, dræn eller ud i naturen.

Hvis din ejendom er tilsluttet offentlig kloak, skal afløbet i garagen være koblet til spildevandskloakken – og ikke til regnvandsledningen.

Hvis du ikke har kloaktilslutning, kan det kræve en særskilt tilladelse at aflede vandet. Du skal søge kommunen om lov til at håndtere spildevandet.

Når du vasker pensler efter maling, lakering eller anden overfladebehandling, opstår der spildevand, som kan indeholde miljøfarlige stoffer. Det gælder især, hvis du har brugt produkter som akrylmaling, oliemaling, lak, terpentin eller andre opløsningsmidler.

Det er vigtigt at vide, at dette spildevand ikke må ledes direkte til kloak, regnvandssystem eller ud i naturen, da det kan forurene både jord, grundvand og vandmiljø.

Hvis du vasker pensler i en vask, der er tilsluttet spildevandskloakken, og du kun bruger vandbaseret maling, er det som regel tilladt – men det anbefales stadig at begrænse mængden af maling, der skylles ud. Brug gerne en penselrenser eller tør penslen mest muligt af, inden du vasker den.

Hvis du bruger oliebaseret maling eller opløsningsmidler, må du ikke skylle penslerne i vasken. I stedet skal du rense penslerne i en lukket beholder og aflevere den brugte væske som farligt affald på genbrugsstationen. 

Har du spørgsmål?

Miljø og Klima - Spildevand
Bethaniagade 1  - indgang C
7400 Herning

@: spildevand@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?