Visionsaftale - Bevæg dig for livet

Her finder du visionsaftalen, som Herning Kommune har indgået i samarbejde med DIF og DGI.

Indledning

Herning Kommune har i perioden 2020-2024 været Bevæg dig for livet (BDFL) visionskommune i samarbejde med DGI og DIF med målsætningen om at gøre borgerne i kommunen mere aktive.

Der er arbejdet henimod at 75% af borgerne er aktive og 50% af disse i foreningsregi.

Ifølge benchmark undersøgelser er målsætningen nået i forhold til de 75% og vi nærmer os 50% aktive i foreningsregi.

Der er derfor et ønske fra parternes side om at fortsætte det meningsfulde samarbejde med Herning Kommune som BDFL visionskommune i en ny femårig aftaleperiode.

I den kommende aftaleperiode vil parterne fortsætte arbejdet med at motivere flere til at være en del af et motions- og idrætsfællesskab ved at udvikle indsatser, der styrker frivilligheden i foreninger, kommune og civilsamfund.

Det overordnede mål med aftalen er at få flere i bevægelse. Udgangspunktet er godt, og ifølge det Centrale Foreningsregister (CFR) er der 42.322 foreningsmedlemskaber i Herning Kommune i 2023. Det svarer til en medlemstæthed i foreningslivet på 47,1%. I Bevæg dig for livets seneste idræts- og motionsvaneundersøgelse (Benchmark 2024) svarer 79 % ja til, at de normalt dyrker idræt eller motion.

I denne aftaleperiode vil vi særligt have fokus på at igangsætte indsatser, der afprøver nye greb og metoder, berører nye målgrupper og rummer nye relationer og samarbejdskonstellationer. Udover det fokus er det vigtigt at udvikle indsatser, som borgere nemt og hurtigt kan engagere sig i, og derigennem mindske barrierer for deltagelse. Det er desuden et særskilt fokus på tværs af alle initiativer, at understøtte og skabe fællesskaber.

Der er mange faktorer, der spiller ind på aktivitetsniveau og idrætsdeltagelse. Derfor er opfølgning og læring af igangsatte indsatser vigtigere og mere værdifuldt at følge op på, end de overordnede måltal. Vi vil prioritere at følge udvalgte indsatser, så vi løbende får mere viden om, hvad der virker, for hvem det virker og under hvilke betingelser det virker. Det vil vi blive klogere på gennem samarbejde med videns- og uddannelsesinstitutioner. Indsatser baseres på data og egne erfaringer, samt viden fra andre kommuner, projekter og aktører og følges tæt for at sikre den bedst mulige effekt og videre udvikling.

Det skærpede fokus på at følge indsatser betyder, at målsætninger og succeskriterier skal defineres for de enkelte indsatser. Vi vil løbende drøfte, hvilke data der bedst belyser de enkelte indsatsområder, hvordan data indsamles og ikke mindst prioritere hvilke indsatser, der kan være særligt interessante at følge.

Endeligt ønsker aftaleparterne også at afprøve indsatser, der sigter mod at forbedre kvaliteten af de aktiviteter borgerne deltager i. Det kan eksempelvis være indsatser, der sigter mod mere højintens træning og høj puls eller større variation af bevægelsesmønstre.

I en ny femårig aftale vil vi fortsætte det gode samarbejde. Fokus vil være på følgende indsatsområder:

  1. Sund aldring
  2. Flere børn og unge i foreningslivet
  3. Naturen som arena for mere bevægelse og nye fællesskaber
  4. Frivillighed
  5. De værdifulde indsatser fra BDFL 2020-2024

Indsatserne danner rammen om aftalen og er bestemt ud fra de evalueringer, den foregående periode som visionskommune har kastet af sig og ud fra et politisk fokus i Herning Kommune, som handler om at understøtte forebyggende indsatser, så borgerne får mindre behov for pleje og behandling. Derudover er indsatsområderne valgt for at kunne arbejde med samfundsstrukturelle udfordringer og potentialer, som eksempelvis den stigende tendens til at bevæge sig i naturen samt ønsket om større frivillighed i arbejdet med forskellige samfundsmæssige problemstillinger.

Den nye aftale hviler på eksisterende initiativer og politiske pejlemærker, som for eksempel Herning Byråds udviklingsarbejde og det politiske arbejdsgrundlag for indeværende byrådsperiode. Aftalen skal samtidig forstås som en rammeaftale med fokus på de fem overordnede indsatsområder, men erfaringerne fra de første fem år viser også, at der skal være rum til at gribe de muligheder, der opstår fra politiske dagsordener, tendenser i samfundet og strømninger i Herning Kommune i årene, hvor aftalen løber.

Den foregående BDFL - aftale har haft en stærk indflydelse på samarbejdet om idræt, motion og bevægelse på tværs af kommunale forvaltninger. Dette arbejde ser vi gerne styrket i denne aftale. Derfor har arbejdet med at forme en ny aftale været af inkluderende karakter, sådan at alle relevante forvaltninger og aktører er inddraget i arbejdet med henblik på at bygge ovenpå eksisterende succeser og indsatser.Denne aftale suppleres derfor med et idékatalog, som udarbejdes sammen med kommunale og eksterne aktører, der har interesse i de fem indsatsområder. Kataloget kommer til at indeholde et overblik over mulige indsatser, som i den kommende periode søges udviklet, afprøvet, implementeret og udbredt i tæt samarbejde med relevante aktører og foreninger på tværs af kommunen.

  1. Sund aldring
    Befolkningsprognoserne taler deres tydelige sprog; levealderen er stigende, og der bliver flere ældre borgere, også i Herning Kommune. Vi ved, fra kommunale prognoser, at vi i fremtiden får brug for flere medarbejdere i ældreplejen, medmindre vi allerede nu arbejder strategisk med blandt andet at højne ældres sundhedstilstand. Derfor er indsatsen Sund aldring mere aktuel end nogensinde. Med aftalen ønsker vi at fremme sundheden blandt 60+ målgruppen, så flere opnår en sund aldring med flere gode leveår og mindre sygdom.

    Borgernes mulighed, for at tage hånd om egen sunde aldring, forudsætter, at tilbud målrettes de mennesker, der netop er trådt ud af arbejdsmarkedet. Det er en livsfase, hvor etablerede fællesskaber opbrydes, og hvor bevægelse og motion kan danne rammen om nye fællesskaber, som kan sikre den ældre borger et socialt og fysisk aktivt seniorliv. Samtidig kan den enkelte borgers sunde aldring være med til at nedsætte det samlede antal af borgere, som får brug for et sundheds- eller rehabiliteringstilbud.

    I Herning Kommune findes et sprudlende fritidsliv for kommunens ældre borgere, og der findes seniorafdelinger med egnede idrætsgrene i alle afkroge af kommunen både i foreningsregi og på aktivitetscentre. Det gør de ved at tilbyde meningsfulde fællesskaber, som bidrager til et socialt, mentalt og fysisk godt liv. Fritids- og foreningslivet er en enorm styrke og et aktiv, vi skal værne om, da det medvirker til at give flere gode leveår og forbedret livskvalitet. Indsatsområdet skal afstedkomme, at endnu flere ældre borgere bliver aktive og højner deres livskvalitet.

    Et oplagt strategisk indsatsområde er brobygning fra kommunale sundhedstilbud til foreningslivet gennem en koordinerende indsats, hvor de kommunale tilbud og foreningslivet flyttes tættere på hinanden. Samtidig kan frivillighed og foreningsliv på ældreområdet med fordel samtænkes med nye indsatser, der styrker motionsfællesskaber for de borgere, som ikke umiddelbart kan deltage i foreningsaktiviteter. I Herning Kommune har vi et murstensløst sundhedscenter, som tager udgangspunkt i, hvor borgerne er, og hvilke sundhedsmæssige udfordringer, de oplever. Det er et godt udgangspunkt for at arbejde med brobygning ud i de områder, hvor borgerne er, lever og bor.

  2. Flere børn og unge i foreningslivet
    Børn og unge, der er en del af idrættens fællesskaber, trives bedre, er gladere, mindre bekymrede og klarer sig generelt bedre end børn og unge, der står uden for[1]. Nye rapporter fra Idrættens Analyseinstitut peger på, at der er en positiv sammenhæng mellem børn og unges trivsel og idrætsdeltagelse[2], og målet er, at så mange børn og unge som muligt bliver en del af idræts-, bevægelses- og fritidsfællesskaber og derigennem blandt andet højner deres trivslen.

    Børns tidlige bevægelsesvaner har stor betydning for deres senere sundhedstilstand og engagement i idrætten. Vi ved, at børn og unge møder foreningerne tidligt i livet og udforsker kroppens bevægelighed gennem fællesskaber i dagtilbud og skoler. Derfor ønsker vi at styrke børn og unges overgang fra dagtilbud og skoler ind i foreninger, samt støtte foreninger i deres arbejde med at udvikle motiverende og lærende miljøer for børn og unge. For at kunne skabe et stærkere lokalt foreningsliv for børn og unge, vil vi i Herning Kommune blandt andet arbejde særligt målrettet med indsatser, der skal gøre det lettere for børn i daginstitutioner og indskolingen at træde ind i idrætsfællesskaber. Det vil samtidig kunne mindske den skævvridning af motionsvaner, der observeres blandt børn i skolealderen, hvor børn af idrætsaktive forældre i højere grad end børn af ikke-idrætsaktive forældre forbliver aktive i foreninger og fritid[3]. Vi vil derfor i samarbejde med dagtilbud, skoler og foreninger have fokus på at gøre det lettere for alle børn og unge at deltage i foreningsaktiviteter gennem Fritidspas, Åben Skole og andre relevante indsatser.

  3. Naturen som arena for mere bevægelse og nye fællesskaber
    Naturen som arena for bevægelse har de senere år fået markant bevågenhed og har i en del år været voksnes foretrukne arena for motion og bevægelse. Særligt siden Covid-19 har endnu flere borgere tyet til udendørsaktiviteter for at få sved på panden, og der er stadigt flere frivillige aktører i kommunen, som bevæger sig i naturen. Bredt set har naturen en positiv effekt i arbejdet med menneskers almene velbefindende[4], hvorfor udviklingen af indsatser i naturen prioriteres.

    I Herning Kommune er ingen borgere langt fra naturen. Derfor vil vi arbejde på at understøtte udviklingen af outdoor arenaer, som tilgodeser forskellige målgruppers brug af naturen til motion og bevægelse. Dette i et stærkt samarbejde med Natur og Grønne Områder i kommunen ift. stier, mødesteder og formidlingsaktiviteter. Naturen er i sig selv vigtig som arena, men lige så vigtig er forudsætningen, at brugerne gennem nem adgang motiveres til at bruge den. Derfor vil et fokuspunkt være at minimere de barrierer, der kan være for at benytte naturen som træningsarena, uden at kompromittere hensynet til naturbeskyttelse.

    Særligt i naturen er der mange måder at organisere sig på. Det åbner op for at nytænke udendørsaktiviteter i selvorganiserede fællesskaber, kommunale forløb og foreningsorganiserede hold, så vi styrker muligheden for at imødekomme det stigende ønske om fleksibilitet i motionstilbud. Flere kommunale indsatser gør allerede brug af naturens særlige egenskaber, da naturen har særlige kvaliteter som bevægelsesarena i forhold til en idrætshal. Vi ønsker at øge brugen af naturen i forbindelse med kommunale indsatser over for borgere med forskellige mentale og sundhedsmæssige udfordringer. Det kan eksempelvis imødekommes ved at uddanne flere kommunale medarbejdere i naturtræning og ved at indtænke samarbejde på tværs af kommunale forvaltninger, foreninger og civilsamfundsaktører.

  4. Styrkelse af frivilligheden
    Det er rygraden i et folkeoplyst samfund, at nogen har lysten til og muligheden for at være noget for andre. Heldigvis er Herning Kommunes foreningsliv og fællesskaber begunstiget af fantastiske frivillige, som hver dag har lyst til at gøre en forskel. Frivillighed er helt inde i kernen af Bevæg dig for livet, både fordi frivillighed i sig selv har værdi, men også fordi styrkelse af det frivillige engagement er nøglen til at lykkes med aftalens øvrige indsatser. Derfor skal styrkelse af frivilligheden prioriteres som et indsatsområde i denne aftale.

    Epinion og Bevæg dig for livet har undersøgt frivilligheden fra et foreningsperspektiv og fra et befolkningsperspektiv i 2023[5]. Befolkningsundersøgelsen viser, at danskerne tillægger foreningslivet stor værdi, at det er vigtigt for lokalsamfundet, og at man herigennem løfter og løser opgaver, som har stor samfundsmæssig betydning. Danskerne vil foreningslivet, og for danskerne hører foreningsliv og frivillighed uløseligt sammen.

    Danskerne vil også frivillighed, 43% af danskerne over 15 år har udført frivilligt arbejde det seneste år og flest indenfor idræt (37%). Til trods for at danskerne ser en stor værdi af at engagere sig frivilligt, så oplever foreningerne udfordringer: Der er sket et fald i antallet af frivillige i idrætsforeningerne, og flere ønsker at være frivillig mere ad hoc og i kortere perioder. Dermed er der også færre, som er kontinuerligt frivillige. I omkring hver fjerde forening giver manglen på frivillige udfordringer med at varetage foreningens interesser og med at udvikle foreningen[6].

    Frivilligheden er under forandring med en bevægelse hen imod at flere og flere foretrækker at involvere sig episodisk. I dag gør frivillige borgere det allerede muligt at dyrke en bred vifte af aktiviteter, at give vores ældre borgere oplevelser på ladcykler, at skabe ekstraordinære og inkluderende sportsevents samt at støtte elever i forskellige skoleaktiviteter. Det skal vi fortsat understøtte.

    Med aftalen ønsker vi at tage hånd om det kontinuerlige arbejde med at styrke frivilligheden. Vi skal skabe endnu bedre betingelser for frivillige og opkvalificere frivilligheden yderligere ved konkrete indsatser på området, så den følger trit med de forandringer, den er underlagt. Vi ser et stærkt potentiale i at lave indsatser, der understøtter borgernes muligheder for at være frivillige og for at støtte foreningslivet med at udvikle og tilpasse rammerne. Sammen med foreningerne skal vi gennem indsatser, workshops, kurser, inspirationsaftener og udviklingsforløb finde frem til strategier, handlinger og løsninger, så flere engagerer sig, og så frivilligheden bliver mere bæredygtig. Netop fordi idrætten har så stærk en organisering af frivillige, kan udviklingen af frivilligheden på idrætsområdet tjene som model og inspiration for frivillighed i en bredere forstand.

  5. De værdifulde indsatser fra BDFL 2020-2024
    Det prioriteres at viden om motion og bevægelse bringes videre til andre forvaltninger for at nå det overordnede formål med aftalen samt videreføre allerede velkendte indsatser. Sideløbende med de fire indsatsområder vil vi derfor skabe plads til, at Bevæg dig for livet kan fortsætte de vellykkede initiativer som pop-up ruter, Royal Side Runs, Kom ud, mand og Det særlige OL, som har vist deres værdi for Herning Kommunes borgere og visionsaftalen.

    I forbindelse med større events i Herning Kommune videreudvikles idéen med sideevents i samarbejde med lokale foreninger, da vi erfaringsmæssigt for eksempel i forbindelse med Royal Run i 2023 har set, at foreningerne drager fordel af den øgede eksponering i form af flere medlemmer og opmærksomhed på deres foreningsaktiviteter. Samtidig ser vi et potentiale i at for eksempel skoler, institutioner, plejecentre og bosteder tænkes ind før, under og efter events for at sikre brobygning og foreningsforankring for borgere i alle aldre.

[1] Sundhedsstyrelsen (2023) Karakteristika af det mentalt sundhedsfremmende fritidsfælleskab for unge – et litteraturreview. Amalie Oxholm Kusier, Thilde Risager Ubbesen og Anna Paldam Folker.

[2] Idrættens Analyseinstitut (2022) Danskernes motions- og sportsvaner 2020. Steffen Rask, Frederik Petersen, Kristoffer Hansen og Mette Eske.

[3] Idrættens Analyseinstitut (2021) Idræt blandt 3-6-årige børn. Notat 4 i ‘Danskernes motions- og sportsvaner 2020’. Steffen Rask og Emil Toudal.

[4] Idrættens Analyseinstitut (2021) Danskernes brug af faciliteter og steder til idræt. Notat 3 i ‘Danskernes motions- og sportsvaner 2020’. Steffen Rask.

[5] Epinion, DGI, DIF og Bevæg dig for livet (2023) Frivillighedsundersøgelse 2023.

[6] Bevæg Dig for Livet (2023) Frivillighed Anno 2022. Christina C. C. Hoffgaard og Kristian Holm Hamburger.

BDFL i Herning Kommune organiseres med en politisk styregruppe som mødes 1 x årligt. Derudover nedsættes en administrativ styregruppe, som mødes 2 x årligt, samt dynamiske arbejdsgrupper tilknyttet hvert af de fire nye indsatsområder med varierende mødefrekvens. Arbejdsgrupperne er fagligt orienteret mod det givne indsatsområde og mødes i forbindelse med udviklingen og implementeringen af indsatser. Den politiske styregruppe drøfter status på indsatserne og sikrer den fornødne politiske forankring. Den administrative styregruppe nedsætter arbejdsgrupperne som projektlederen aktiverer i forbindelse med udrulningen af de prioriterede indsatser.

Projektorganisation:

Projektlederen har til ansvar i samarbejde med den administrative styregruppe at nedsætte arbejdsgrupper, der sikrer, at alle forvaltningsområder og de relevante kompetencepersoner fra DIF og DGI samt øvrige relevante samarbejdspartnere inddrages i arbejdet med udmøntningen af aftalen.

Arbejdsgrupperne skal bistå udviklingen af idékataloget og implementeringen af de prioriterede indsatser på hvert indsatsområde. Organiseringen lægger op til en periodisering af indsatsområderne, så ikke alt startes på samme tidspunkt, men snarere at der planlægges hensigtsmæssigt med igangsætning af indsatser, hvor der findes momentum. Herning Kommune forpligter sig på at dele viden og inddrage relevante medarbejdere på tværs af de kommunale forvaltninger.

Beslutning af konkrete indsatser og tiltag derudover følger den normale styringssløjfe.

 Politisk styregruppe:

Fra Herning Kommune deltager:

  • Borgmesteren
  • Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget
  • Formanden for Børne- og Familieudvalget
  • Formanden for Social- og Sundhedsudvalget
  • Suppleret af Direktør for By, Erhverv og Kultur samt Kultur- og Fritidschefen.

Fra Idrætten:

  • Formanden for DGI.
  • Næstformanden for DIF.
  • Formanden for DGI Midtjylland.
  • Direktøren for DGI Midtjylland.
  • Formanden for Herning Idrætsråd.
  • Suppleret af repræsentanter fra DIF og DGI.
  • Projektlederen for visionskommunen deltager i mødet som referent.

Administrativ styregruppe:

Den administrative styregruppe har ansvaret for, at aftalen forankres og at indsatser prioriteres og implementeres.

Medlemmer fra Herning Kommune:

  • Kultur- og Fritidschefen.
  • Øvrige kommunale chefer inddrages efter behov.

Faste medlemmer fra idrætten:

  • Repræsentant fra DIF.
  • Direktøren for DGI Midtjylland.
  • Sekretariatslederen for Herning Idrætsråd.
  • Projektlederen for visionskommunen.

Økonomi:

Herning Kommune finansierer årligt Bevæg Dig For Livet med 500.000 kr. og DGI Midtjylland afsætter årligt 250.000 kr. til realisering af aftalen.

 Projektleder:

Herning Kommune forestår ansættelse af en projektleder til Bevæg Dig For Livet, og projektlederen har også et ophæng i DGI Midtjylland for at sikre erfaringsudveksling mv.

 Projektpulje:

Der afsættes årligt en projektpulje på ca. 250.000 kr. til realisering af indsatser i aftalen, som den administrative styregruppe disponerer inden for de vedtagne indsatsområder.

 Interne ressourcer:

DGI, DIF og Herning Kommune forpligter sig til løbende at afsøge mulighederne internt i egne organisationer for at tilkoble ressourcer og viden, der understøtter visionsaftalens formål og målsætninger.

 Herudover bidrager DIF/DGI med:

  1. Medarbejderressourcer til løbende rådgivning vedrørende de besluttede indsatsområder
  2. DIF- og DGI-koncepter og produkter
  3. Årlig Idræts- og Motionsvaneundersøgelse (Benchmark undersøgelse)
  4. Understøttelse med relevante medarbejdere og organiseringer i DGI og DIF
  5. Projektledertræf
  6. Netværksarrangementer for Visionskommuner

Har du spørgsmål til visionsaftalen eller Bevæg dig for livet, så er du velkommen til at kontakte Mette, der er projektleder på projektet.

Har du spørgsmål?

Mette Skærbæk Petersen
Projektleder
Mobil: 22 22 43 72
@: mette.skaerbaek@herning.dk

Rådhuset
Torvet 5
7400 Herning

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?