Afstemningen
Afstemningen foregår fra kl. 8.00 til kl. 20.00 på 26 afstemningssteder. Vælgerens afstemningssted fremgår af det valgkort, som alle vælgere får tilsendt.
Desuden vil afstemningsstederne blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Afstemningen vil foregå med digital valgbog og skanning af valgkort.
Kandidatlister og valgforbund
De blanketter, som skal anvendes til anmeldelse af kandidatlister og valgforbund, kan rekvireres hos:
Marie Jensen i Borgmestersekretariatet, Herning Rådhus, Torvet 5, 7400 Herning. Tlf. 9628 2322 mail: marie.jensen@herning.dk
De partier/lister, der i forvejen er valgt ind i Herning Byråd, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af stillere, jf. umiddelbart nedenfor.
Kandidatliste uden stillere
Kandidatlisten må højst indeholde 35 kandidatnavne.
De partier/lister, der blev valgt ind i Herning Byråd ved kommunalvalget i 2021, og som tirsdagen 9 uger før valgdagen (16. september 2025) fortsat er repræsenteret i byrådet, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal vælgere i kommunen som stillere.
Anmodningen sker ved angivelse på kandidatlisten.
Indlevering af en kandidatliste uden stillere kan ske tidligst tirsdag den 2. september 2025 og senest tirsdag den 16. september 2025 kl. 12. Kandidatlisterne skal indleveres i Jura, lokale A1.04, 1. sal på Herning Rådhus, Torvet 5, 7400 Herning.
Der kan ikke dispenseres fra disse frister.
Kandidatliste med stillere
Kandidatlisten må højst indeholde 35 kandidatnavne.
Alle øvrige partier/lister, der ønsker at stille op til valg til Herning Byråd, skal indlevere en kandidatliste, der er underskrevet af mindst 25 vælgere i kommunen som stillere.
Indlevering af en kandidatliste med stillere kan ske tidligst tirsdag den 16. september 2025 og senest tirsdag den 30. september 2025 kl. 12. Kandidatlisterne skal indleveres i Jura, lokale A1.04, 1. sal på Herning Rådhus, Torvet 5, 7400 Herning.
Der kan ikke dispenseres fra disse frister.
Valgforbund
Kandidatlister kan indgå i valgforbund.
Indlevering af anmeldelse om valgforbund skal ske senest mandag den 6. oktober 2025 kl. 12. i Jura, lokale A1.04, 1. sal på Herning Rådhus, Torvet 5, 7400 Herning.
Der kan ikke dispenseres fra disse frister.
Valgret (hvem har ret til at stemme)
Følgende har ret til at stemme til valget til Byrådet i Herning kommune:
Alle, der på valgdagen er fyldt 18 år, har fast bopæl i Herning Kommune, og som herudover enten
- har dansk indfødsret,
- er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union,
- er statsborger i Island eller Norge,
- uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 4 år forud for valgdagen eller
- britiske statsborgere, der er bopælsregisteret i CPR pr. 31. januar 2020.
Valgret til Herning Byråd har endvidere enhver, der på valgdagen er fyldt 18 år, er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union og som herudover enten:
- er registreret i Udenrigsministeriets protokol og har anmodet om at blive optaget på valglisten, eller
- lovligt har bopæl i Danmark uden at være registreret i CPR eller Udenrigsministeriets protokol og har anmodet om at blive optaget på valglisten.
Nærmere information om optagelse på valglisten i Herning Kommune samt frister herfor vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Bemærk, at valgretten er udvidet til også at omfatte personer, som er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, når disse i øvrigt opfylder ovennævnte valgretsbetingelser.
Bemærk også, at valgretten er afskaffet for følgende personer:
- Udlændinge på tålt ophold
- Udvisningsdømte udlændinge
- Administrativt udviste udlændinge
- Udlændinge, som fra udlandet indsættes direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner.
Valgbar (hvem kan opstille som kandidat)
Valgbar til Herning Byråd er alle, der har ret til at stemme til valget, jf. ovenfor, Betingelserne skal være opfyldt om fredagen 46 dage før valgdagen (3. oktober 2025), bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen om varigheden af fast bopæl i Danmark, som senest skal være opfyldt på valgdagen.
