Regler for valgplakater

Her finder du reglerne for opsætning af valgplakater i Herning Kommune.

En valgplakat i vejlovgivningens forstand er en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2.

Valgplakaten skal være forsynet med navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den person eller det parti, der har iværksat ophængningen.

Reglerne betyder, at det ikke kræver en forudgående tilladelse at ophænge almindelige valgplakater jf. ovenfor. Partiet eller kandidaten skal blot overholde de nedenstående regler for ophængningen. Opsætning af valgplakater på private fællesveje på landet kræver dog altid tilladelse fra vejejer.

Dog kræves der tilladelse fra vejmyndigheden såfremt der er et konkret ønske om at ophænge valgplakater større end 0,8 m2, bannere og variable valgplakater herunder skærme med levende tekst og billeder.

Valgplakater må ophænges i forbindelse med Folketingsvalg, Kommunal- og Regionalvalg, valg til Europaparlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag.

Valgplakater i forbindelse med Folketingsvalg, Kommunale og Regionale valg, Europaparlamentsvalg, folkeafstemninger og andre valg, der bliver afholdt på offentligretligt grundlag (eksempelvis Menighedsrådsvalg), må sættes op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til 8 dage efter valget. Ved Folketingsvalg må ophængning af valgplakater dog først ske, når statsministeren udskriver valg.

Ved Kommunal – og Regionsrådsvalget  må valgplakaterne hænges op fra kl. 12.00 den 25. oktober og skal senest være nedtaget den 26. november  klokken 23.59.

Valgplakater på statsveje og kommuneveje må ophænges på vejbelysningsmaster, vejtræer, hegn, elforsyningsmaster og på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.

Valgplakater på private fællesveje i byer og bymæssige områder må alene ophænges på master til vejbelysningen og master til brug for elforsyningen.

  • På eller over motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg,
  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lignende på strækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.,
  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lignende på strækninger, hvor den tilladte hastighed midlertidigt er nedsat til 60 km/t. eller derunder,
  • på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr,
  • på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignende,
  • nærmere end 0,5 meter fra kørebanekant eller 0,3 meter fra cykelstikant målt fra nærmeste kant af valgplakaten,
  • lavere end 2,3 meter direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten,
  • højere end 1,5 meter under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten,
  • på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed.

Endvidere fremgår det af vejlovens § 84, styk 3 og privatvejslovens § 66 a, styk 4, at valgplakaterne ikke må ophænges på en sådan måde, at de dækker for den autoriserede afmærkning, forstyrrer oversigtsforholdene på vejen eller i øvrigt er til fare for trafiksikkerheden.

Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore og lignende), skal være taget ned igen senest 8 dage efter valg- og afstemningsdagen ved døgnets afslutning.

Valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne, skal nedtages inden for 24 timer, efter at vejmyndigheden har udstedt påbud om nedtagning.

Vejmyndigheden kan nedtage valgplakater, som ikke er nedtaget inden for 24 timer, efter at vejmyndigheden har meddelt påbud om nedtagning eller er ophængt uden for det tilladte tidsrum.

Vejmyndigheden kan også nedtage valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne i vejlovens § 84, styk 2-4, og privatvejslovens § 66 a, styk 3-5, og som ikke indeholder de krævede kontaktoplysninger på den fysiske eller juridiske person, som har iværksat ophængningen af valgplakaten.

Valgplakater, som udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden, kan nedtages straks af vejmyndigheden eller politiet. Valgplakater, der er ophængt i strid med reglerne i vejlovens § 84, styk 4, eller privatvejslovens § 66 a, styk 3, vil som udgangspunkt udgøre en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden.

Vejmyndigheden skal herefter tage kontakt til ophængeren om at afhente den nedtagne valgplakat. Valgplakater, der ikke er afhentet senest 6 måneder efter valgdatoen, kan herefter destrueres.

Vejmyndighedens og politiets udgifter til nedtagning, opbevaring og reparation af beskadigede master, træer med mere betales som udgangspunkt af ophængeren.

Vejmyndighedens afgørelser og dispositioner vedrørende valgplakater kan ikke påklages til højere administrativ myndighed.

Valgplakaterne skal nedtages igen senest onsdag den 26. november klokken 23.59.

Reglerne om ophængning af valgplakater på offentlige veje findes i vejlovens § 84 og § 85 og privatvejslovens §§ 66 a - 66 b for valgplakater på private fællesveje i byer og bymæssige områder.

Har du spørgsmål?

Peter Vallentin
Chefjurist

Tlf.: 96 28 23 19 
@: peter.vallentin@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)