Oplysningspligt på ældre- og sundhedsområdet

Under ældre- og sundhedsområdet ligger forebyggelse- og genoptræning, ældre- og plejeområdet, sygepleje, kommunale ældreboliger, madservice, covid-vaccinationer, visitation og hjælpemidler.

Formålet med behandlingen

Vi behandler dine personoplysninger for at muliggøre og understøtte sagsbehandling, ydelser og service på ældre- og sundhedsområdet. Det kan fx være i forhold til genoptræning, personlig pleje, madservice, sygepleje og visitation til hjælpemidler eller bolig.

Vi behandler blandt andet personoplysninger om dig med følgende formål:

  • for at kende til din helbredstilstand og kunne tilbyde relevant sundhedsfaglig indsats
  • for at opfylde kravene i ”Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner”
  • for at kunne vurdere dit behov for personlig og / eller praktisk hjælp
  • for at kunne vurdere dit behov for en anden bolig
  • for at opfylde kravene i Serviceloven, Forvaltningsloven samt sikre din retssikkerhed
  • for at opfylde kravene til journalføringspligten

Vi behandler også dine oplysninger for at leve op til reglerne om indsigt og aktindsigt.

Hvilke personoplysninger behandles?

Vi indsamler og behandler kun de personoplysninger, der er nødvendige for at kunne varetage din sagsbehandling og for at kunne levere de ydelser og den service, som du har ret til at modtage.

Vi behandler altid almindelige (ikke-følsomme) oplysninger. Det kan for eksempel dreje sig om navn, adresse og kontaktoplysninger. Vi behandler også følsomme oplysninger og fortrolige oplysninger. Det kan for eksempel dreje sig om oplysninger om helbredsforhold og sociale forhold.

Foto og video kan blive brugt i forbindelse med fx genoptræning og sårpleje. Vi er meget bevidste om, at brugen altid skal være saglig og etisk forsvarlig.

Hvor får vi oplysningerne fra?

Personoplysningerne modtager vi enten fra dig selv, praktiserende læge, sygehuse, speciallæge og/eller andre behandlere. Vi henter af egen drift oplysninger fra offentlige registre fx CPR-registret.

Retsgrundlag

Grundlaget for vores behandling af oplysninger er:

  • Databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra c, d og e for så vidt angår almindelige personoplysninger
  • Databeskyttelsesforordningen art. 9, stk. 2, litra b, c, e, f, g, h. i og j for så vidt angår følsomme personoplysninger
  • I nogle tilfælde er retsgrundlaget for vores behandling samtykke, jf. databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra a og art. 9, stk.2 litra a
  • Vi overfører personoplysninger til arkiv i det omfang det følger af reglerne i arkivlovgivningen, jf. databeskyttelsesloven §14
  • Serviceloven
  • Sundhedsloven
  • Almenboligloven

Behandling af oplysninger om personnummer sker med henblik på entydig identifikation, jf. databeskyttelseslovens § 11, stk. 1.

Lovgivningen kan findes i sin helhed via retsinfo.dk

Retten til at trække samtykke tilbage

Som udgangspunkt benytter vi ikke samtykke efter databeskyttelsesforordningen for at kunne behandle dine personoplysninger. Hvis vores behandling af dine personoplysninger er baseret på dit samtykke efter databeskyttelsesforordningen, har du til enhver tid ret til at trække dit samtykke tilbage.

Hvis du vælger at trække dit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af vores behandling af dine personoplysninger på baggrund af dit tidligere meddelte samtykke og op til tidspunktet for tilbagetrækningen. Hvis du trækker dit samtykke tilbage, har det derfor først virkning fra dette tidspunkt.

Modtagere af dine oplysninger?

Dine oplysninger bliver anvendt internt i kommunen. Som led i kommunens sagsbehandling kan det også være nødvendigt at videregive dine personoplysninger til andre uden for kommunen. Det kan for eksempel være til læge, hospital, private aktører på sundhedsområdet fx fysioterapeuter, privat hjemmepleje, rengøring og madleverandør, leverandører af hjælpemidler samt andre kommuner og andre offentlige myndigheder. Denne videregivelse vil altid ske inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven samt de øvrige regler vi som kommune er underlagt eller regler i særlove. 

Vi benytter databehandlere, herunder it-leverandører, som vi overlader personoplysninger til. Vi indgår databehandleraftaler med alle databehandlere for at sikre den nødvendige sikkerhed.

Herning Kommune kan også anvende dine personoplysninger til forskningsformål. Denne anvendelse vil blive foretaget i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne og med den nødvendige anonymisering eller pseudonymisering for at beskytte dine personoplysninger.

Anvendelse af Underdatabehandlere i Sikre Tredjelande

For at sikre en effektiv og sikker behandling af dine oplysninger, samarbejder vores databehandlere i visse tilfælde med underdatabehandlere, der er placeret i sikre tredjelande. Disse tredjelande er vurderet af EU-Kommissionen som havende et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for personoplysninger i overensstemmelse med GDPR.

Når vi anvender underdatabehandlere i disse lande, sikrer vi, at der er indgået passende aftaler, der beskytter dine data og overholder alle relevante databeskyttelseskrav. Dette inkluderer blandt andet implementering af tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter data mod uautoriseret adgang, tab eller misbrug.

Overførslen af personoplysninger til underdatabehandlere i sikre tredjelande sker på baggrund af en tilstrækkelighedsafgørelse fra EU-Kommissionen. Dette betyder, at de pågældende tredjelande er anerkendt for at have et databeskyttelsesniveau, der svarer til det, der gælder inden for EU. Vi sikrer, at alle overførsler af personoplysninger sker i overensstemmelse med GDPR's krav og under hensyntagen til borgernes rettigheder og friheder.

Opbevaring af dine personoplysninger

Vi opbevarer dine personoplysninger under behandlingen af din sag og sletter dem, når vi ikke længere har et sagligt behov for at opbevare dem. Opbevaringen kan ske i kortere eller længere tid, hvis der er et sagligt behov derfor og i henhold til arkivloven. 

Hvis du gerne vil have oplyst, hvor længe specifikke oplysninger bliver opbevaret, er du velkommen til at kontakte Sundhed og Ældre.

Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.

Du har følgende rettigheder:

  • Ret til at se oplysninger (indsigtsret)
    Ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger. Eksempelvis om, hvor vi har oplysningerne fra.
  • Ret til berigtigelse (rettelse)
    Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet. Du har også ret til at få dine oplysninger suppleret med yderligere oplysninger, hvis dette vil gøre dine personoplysninger mere fuldstændige og/eller ajourførte.
  • Ret til sletning
    Som udgangspunkt må vi som offentlig myndighed ikke slette dine oplysninger, kun i ganske få tilfælde vil det kunne lade sig gøre. Kontakt os, hvis der er oplysninger som du mener skal slettes.
  • Ret til begrænsning
    Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset.
  • Ret til indsigelse
    Du har ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger.
  • Ret til dataportabilitet
    Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger og til at anmode om, at personoplysningerne overføres fra én dataansvarlig til en anden.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynet vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på datatilsynet.dk.

Du har ret til at klage til Datatilsynet over indsamling og registrering mv. af oplysninger om dig:

Du kan finde kontaktoplysninger på Datatilsynet her: datatilsynet.dk.

Har du spørgsmål?

DPO, Herning Kommune
Data Protection Officer (Databeskyttelsesrådgiver)

Tlf.: 93 59 45 58
Mail: dpo@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?