EU og dansk lov slår fast, at også Herning Kommune skal have en whistleblower-ordning. Formålet er at sikre, at personer eller virksomheder, der har mistanke om lovbrud et sted i organisationen Herning Kommune, trygt kan henvende sig.
Byrådet har udpeget advokatfirmaet Dahl til at modtage og vurdere de henvendelser, der måtte komme. Det er altså en ekstern part – Dahl – som skal være i kontakt med whistlebloweren. Herudover er der oprettet en intern Whistleblower-enhed med to jurister fra HR-afdelingen, som også er med til at vurdere de henvendelser, der kommer til whistleblower-ordningen.
Hvis der er noget om snakken, kommer sagen for et whistleblower-udvalg, som består af to medlemmer af Herning Kommunes direktion, en jurist fra HR-afdelingen og en medarbejderrepræsentant. Udvalget har så ansvaret for at få sagen behandlet til bunds ved inddragelse af lederkæderne i Herning Kommune. Whistleblower-udvalget og lederne i kommunen kender ikke whistleblowerens identitet, hvis whistlebloweren ikke ønsker det.
Både før oprettelse af whistleblower-ordningen den 17. december 2021 og i dag løses problemer som udgangspunkt ved, at medarbejdere kan gå til deres leder eller deres tillidsrepræsentant, hvis de oplever uregelmæssigheder. Det system fungerer godt, og det bevares naturligvis.
Den obligatoriske whistleblower-ordning er et alternativ til de tilfælde, hvor en medarbejder eller en af kommunens eksterne samarbejdspartnere ikke føler sig tryg ved at bruge de almindelige kanaler.
Ordningen omfatter naturligvis kommunens egne medarbejdere, men er også åben for blandt andre tidligere medarbejdere, frivillige, praktikanter samt selvstændige erhvervsdrivende, der har fået oplysninger i forbindelse med deres arbejde.
Andre kan ikke bruge whistleblower-ordningen, men kan som hidtil kontakte ledelsen i de enkelte afdelinger og forvaltninger, hvis de oplever uregelmæssigheder.
Herning Kommune skal mindst en gang årligt offentliggøre oplysninger om kommunens virksomhed efter Whistleblower-loven.
Oplysningerne offentliggøres på kommunens hjemmeside.
